top of page

Syrensaft

Caroline Lambert

Syrener pryder i disse dage i haver og parker rundt omkring i det ganske land, jeg er vild med det! Vi har altid haft syrentræer i haven hjemme hos mig, og de fine blomster står mit hjerte nært - deres duft er en af de skønneste og for mig mest nostalgiske, jeg kan komme i tanke om. Det er for mit vedkomne derfor helt oplagt at lave syrensaft, essensen af barndom på flaske! Derudover smager det fantastisk, og er man til hyldeblomstsaft, vil denne noget mere parfumerede og aromatiske udgave helt sikkert være et hit.


Saften kan, som beskrevet i fremgangsmåden, også koges ind til en sirup. Det er også ret lækkert, og syrensiruppen kan bruges på yoghurt, til pandekager eller vafler, i kager og bagværk eller allerbedst på god vaniljeis.



Arb. tid: ca. 25 min / til 2 l


Ingredienser

40 syren blomsterklaser 2 l vand 1 kg rørsukker En citron Evt. atamon


Fremgangsmåde

- Først og fremmest ryster jeg syrenklaserne godt for at få små insekter væk. Jeg skylder dem endelig ikke, da meget af smagen derved går tabt.

- Syrenblomsterne klipper jeg med en saks eller bare med neglene af stilken. Her sørger jeg for at få minimalt eller slet ingen stilk med, da saften ellers bliver rigtig bitter, det har jeg en gang prøvet, og den ene gang var nok! Den lille grønne tut ved enden af hver blomst skal derimod med, da den indeholder meget smag og sødme.

- Jeg bringer vand i kog og opløser sukker heri, derefter tilsætter jeg citronsaft, revet citronskal (selvfølgelig kun den yderste gule del af skallen da den hvide del er meget bitter) og citronsyre.

- Syrenblomsterne kommer jeg i en beholder, jeg bruger gerne en condibøtte, hvorefter jeg hælder sukkerlagen over. Jeg lader det køle lidt ned, inden jeg kommer min saftfyldte beholder i køleskabet, hvor jeg lader saften trække i 3-4 dage afhængigt af, hvor kraftig syrensaft jeg vil have - jeg smager mig frem undervejs.

- Når min saft har trukket, og smagen er, som jeg kunne tænke mig, hælder jeg væsken gennem en finmasket sigte eller meget gerne et passerstykke og sigter blomsterne fra.

- Jeg skolder et par flasker, helst med atamon, og kommer den klare saft på de skoldede flasker. Saften opbevarer jeg på køl, eller på frost, vis jeg har lavet meget og ikke kan nå at drikke det hele. Jeg nyder saften i blandingsforholdet 1:3, men det er jo en smagssag.

- Saften kan også koges til sirup, det gør jeg hved at lade den koge ned i 15-25 minutter, eller til konsistensen er, som jeg kunne tænke mig. Eftersom at siruppen bliver tykkere, når den bliver kold, tjekker jeg konsistensen ved at tage lidt sirup op på en kold ske og lade den køle helt ned.

Comments


bottom of page