Pærerne er virkelig gode for tiden, jeg nyder i den grad sæsonen og sørger for at få spist en masse af dem! Ud over at være vildt lækre som de er, så kan pærerne også en helt masse andet. Her har jeg syltet dem i grøn te, og det blev super lækkert og aromatisk. Pærerne er fantastiske til ost, men de kan også bruges i eksempelvis bagværk.
Brug eksempelvis de syltede pære med god 10% græsk yoghurt, blommekompot & granola.
Arb. tid: ca. 15 min / til et mellem glas
Ingredienser
250 g pære (gerne hårde)
200 g vand
6 g grøn te
100 g sukker
Fremgangsmåde
Vask pærerne rene for eventuelt snavs og skær dem i ottendedele. Brug eventuelt et parisiennejern til at lave en fin runding hvor kernehuset sidder når pærerne er udskårne.
Varm vandet op til mellem 70-80 grader og tag det så af varmen. Kom den grønne te i vandet og lad den trække under låg i 4 minutter, sigt herefter teen fra.
Bring teen i kog og opløs sukker heri.
Kom de udskårne pærer i te/sukkerlagen og lad simre ved middel varme under låg til pærerne er møre men stadig har lidt bid, det tager cirka 4 minutter.
Hæld pære og lagde på, meget gerne skoldede, glas og stil på køl. Lad stå og sylte i minimum 24 timer.
Nyd med yoghurt, til ost, på surdejsbrød eller noget helt fjerde.
Comments