Solbærret er, som de fleste andre afgrøder, oprindeligt en vildvoksende art. Den stammer fra Euroasien og vokser såmænd også vildt i Danmark - især i Østjylland og på øerne rundt om i landet er solbærbuske at finde. Busken trives bedst i næringsrig og fugtig jord og findes oftest i skove, krat og hegn.
I 1600-tallet blev solbærret for første gang dyrket i Danmark - i første omgang for at bruge den medicinsk. Afkog af bladene blev i gammel lægekunst brugt imod gigt, maveonde, urinvejssygdomme og astma. Sidenhen fandt man ud af, at det lille sorte bær kan bruges til fremstilling af brændevin og snaps, men først i den sidste halvdel af 1700-tallet blev solbærbusken en typisk haveplante, og danskerne begyndte at bruge solbærret i almindelig madlavning - oftest i form af saft, marmelade og grød.
Jeg elsker solbær, for ud over at det lille bær er proppet med bemærkelsesværdigt meget vitamin og antioxidant, så smager det skønt. I haven har jeg en fin og frodig solbærbusk, som hvert år giver et overordentligt afkast - mange af bærrene laver jeg marmelade af. Den rige, fyldige, skarpe og syrlige solbær afstemmes med sukker på klassisk og utrolig lækker vis. Allerbedst kan jeg lide min solbærmarmelade på surdejsbrød med smør og vesterhavsost. Med det kan man, over morgenavisen eller med en god bog samt en kop kaffe i hånden, ikke gå helt skævt. Velbekomme!
Tid: ca. 25 min / til 2 mellemstore glas
Ingredienser
500 g solbær
350 g sukker
Saft og skal fra en halv citron
Evt. atamon
Fremgangsmåde
- Jeg fjerner solbær fra stilken og skylder dem rene for jord og andet snavs.
- Som det næste river jeg citronskallen fint og sørger for kun at bruge den yderste gule del af skallen, da den hvide del er meget bitter. Jeg presser derefter saften ud af den halve citron.
- Solbær citronskal, citronsaft og sukker kommer jeg i en gryde og bringer i kog. Jeg lader marmeladen koge ind uden låg ved middel varme i 10-15 minutter. Under indkogningen sørger jeg selvfølgelig for, at marmeladen ikke brænder fast til bunden, men samtidig prøver jeg ikke at røre for meget rundt, da jeg gerne vil holde solbærerne hele, så marmeladen får struktur.
- Husk at marmeladen bliver tykkere, når den køler ned, jeg tjekker konsistensen ved at tage lidt marmelade op på en kold ske og lade den køle helt ned.
- Når marmeladen har den konsistens, jeg ønsker, slukker jeg for varmen og lader marmeladen køle ned i køleskabet.
- For at fjerne bakterier skolder jeg mine glas med kogende vand og atamon. Marmeladen kommer jeg på de skoldede glas og opbevarer den efterfølgende på køl. Laver jeg en stor portion stiller jeg oftest en del på frost, hvor marmeladen kan holde i minimum et år uden at blive kedelig.
Comments