top of page

Rabarberkompot

Caroline Lambert

Selvom rabarberen jo ret beset er en grøntsag, vil jeg nu alligevel betegne den, som den første frugt der herhjemme i Danmark titter op af jorden - på et tidspunkt hvor friske afgrøder er ualmindeligt tiltrængte. Netop fordi rabarber smager skønt og grundet den tidlige sæson, er jeg mega fan! Derudover findes der mange forskelige sorter af rabarber, nogle er tidlige og andre sene, derfor er rabarbersæsonen lang, og vi kan nyde den hen over hele sommeren. Det nordlige klima er desuden ideelt for rabarberen, da den nemlig behøver en kold sæson for at blomstre.


Rabarberen er en gammel lægeplante fra Østen hvor den kaldtes rha, og fordi den kom fra barberiet, fik den ved sin ankomst til Europa tildelt sit meget sigende navn. Det var før i tiden udbredt at bruge mange forskelige planter mod et utal af sygdomme, og man mente den gang, at rabarberen var virksom mod, blandt mange, kolera.


I 1830, da rabarberen kom til Danmark, blev den brugt til rødgrød og kompot, og selvom man i tidens løb har fundet ud af at bruge den til meget forskeligt, er jeg nu ret vild med de oprindelige anvendelsesmetoder. Derfor har jeg her lavet en helt traditionel og basic rabarberkompot med godt smæk på vaniljen!


Tid: ca. 25 min / til et mellemstort glas


Ingredienser

1-2 vaniljestænger 600 g rabarber 150 g sukker Saft og skal fra to citroner

Evt. atamon


Fremgangsmåde

- Der skal efter min mening gerne være en hel del vanilje i rabarberkompot. Jeg flækker mine to store vaniljestænger på langs og skraber kornene ud, hvorefter jeg gnider dem med en smule af sukkeret, så kornene skilles fra hinanden.

- Rabarberen skyller jeg for jord og snavs og skærer den så i mellemstore stykker. Jeg kan godt lide hele stykker rabarber i min kompot, vil du have den mere ensartet, kan du skære rabarberen i mindre stykker.

- Jeg river citronens skal fint og sørger her for kun at rive den yderste gule del af skallen, da det hvide er meget bittert. Herefter deler jeg citronen i to og presser alt saften ud af citrusfrugten.

- I en gryde kommer jeg rabarber, sukker, vaniljekorn og den tomme vaniljestang samt citronskal og -saft.

- Grydens indhold koger jeg nu op og lader derefter kompotten simre ved svag varme i 5-10 minutter, jeg koger den ikke for længe, da jeg ikke vil koge rabarberen helt ud - der må gerne være lidt bid i! - For at fjerne bakterier skolder jeg mine glas med kogende vand og atamon. Kompotten kommer jeg i de skoldede glas og opbevarer den efterfølgende på køl. Laver jeg en stor portion stiller jeg oftest en del på frost, hvor kompotten kan holde i minimum et år uden at blive kedelig.

- Jeg elsker at nyde min rabarberkompot på god 10% græsk yoghurt, på surdejsbrød eller i bagværk og desserter er den nu også vældig skøn!

Comentarios


bottom of page