Op af den gule murstensvæg på en solbeskinnet plet i min baghave kryber tynde grene med herpå voksende lysegrønne savtakkede blade. Under bladende gror frodige klaser af små, saftfylde, bordeauxrøde bær. De kuglerunde bær, jeg hentyder til, er selvfølgelig ribs, som jeg, så længe jeg kan huske, har været ret vild med. Omend jeg førhen syntes bærret en smule for syrligt, er jeg nu mægtig glad for det, og især i marmelade, hvor syren er forfriskende snarere end ubehagelig, synes jeg, at ribs gør sig godt. Der ud over er ribs, grundet deres høje pektinindhold som fungerer som bærrets naturlige geleringsmiddel, vældig velegnet til at lave marmelade. Afbalancering mellem ribsenes og rabarberens sødme og syre, samt styrken og skarpheden som ingefæren bidrager med, gør marmeladen her utrolig nuanceret og velsmagende og helt perfekt på en skive surdejsbrød.
Ribs formodes at stamme fra Nordeuropa, hvor den har vokset vildt siden middelalderen. Allerede omkring år 1600 skulle man efter sigende være begyndt at dyrke bærret, hvoraf haveribsen, de kultiverede ribs vi i dag kender fra villahaver og plantecentre, udsprang. Vilde ribs er dog stadig at finde i den nordiske natur, og i hegn og skovbryn kan man være heldig at falde over de røde bær! Vis du sanker ribs så husk, som med alt andet, ikke at plyndre en hel busk for bær. Nip i stedet en klase af her og der, så sikrer vi nemlig, at der gror ribs igen næste år.
Tid: ca. 25 min / til 2 mellemstore glas
Ingredienser
200 g ribs
300 g rabarber
30-40 g ingefær (brug mere eller mindre afhængigt af hvor meget smag og styrke der er i din ingefær)
350 g sukker
Saft og skal fra en halv citron
Evt. atamon
Fremgangsmåde
- Jeg fjerner ribs fra stilken og skylder dem og rabarberen rene for jord og andet snavs. Herefter skærer jeg rabarber i mindre stykker, jeg skærer omkring en centimeter lange stykker, men vil man gerne have en mere ensartet marmelade, kan man skære dem mindre.
- Ingefæren skraller jeg, til det bruger jeg en teske, hvorefter jeg river den fint.
- Som det næste river jeg citronskallen fint og sørger for kun at bruge den yderste gule del af skallen, da den hvide del er meget bitter. Jeg presser derefter saften ud af den halve citron.
- Ribs, rabarber, ingefær, citronskal, citronsaft og sukker kommer jeg i en gryde og bringer i kog. Jeg lader marmeladen koge ind uden låg ved middel varme i 15-20 minutter. Under indkogningen sørger jeg selvfølgelig for, at marmeladen ikke brænder fast til bunden, men samtidig prøver jeg ikke at røre for meget rundt, da jeg gerne vil holde ribsene hele, så marmeladen får struktur.
- Husk at marmeladen bliver tykkere, når den køler ned, jeg tjekker konsistensen ved at tage lidt marmelade op på en kold ske og lade den køle helt ned.
- Når marmeladen har den konsistens, jeg ønsker, slukker jeg for varmen og lader marmeladen køle ned i køleskabet.
- For at fjerne bakterier skolder jeg mine glas med kogende vand og atamon. Marmeladen kommer jeg på de skoldede glas og opbevarer den efterfølgende på køl. Laver jeg en stor portion stiller jeg oftest en del på frost, hvor marmeladen kan holde i minimum et år uden at blive kedelig.
Commentaires