top of page

Pasta m. solmodne tomater, oliven & burrata

Caroline Lambert

Solmodne tomater, salte oliven, aromatiske krydderurter og fed buratta. Solen hænger lavt på himlen og dens stråler lægger sig varmt på komfuret og på køkkenets gulv. Ind af vinduet blæser en lun brise. I gryderne syder og bobler det, og rummet fyldes af en vidunderlig duft. Ude på terrasen er der lagt en hvid hørdug på bordet og dækket op med finurlig porcelæn. En karaffel med vin og et surdejsbrød er også sat frem. Retten her bør nydes med en eller flere nære og gerne i sommerens varme, lyse aften.


Tid: ca. 25 min / til 2 pers.


Ingredienser

250 g pasta

2-3 fed hvidløg

ca. 3 spsk gode sorte oliven

1/4 fennikel (ca. 75 g)

250 g smagfulde, solmodne tomater

En god mængde friske krydderurter (eksempelvis basilikum, timian, oregano, løvstikke, dild, persille)

50 g smør

0,25 dl balsamicoeddike

Salt & friskkværnet sort peber

En burrata ost (100-150 g)

God olivenolie


Fremgangsmåde

- Jeg koger til start min pasta, til den er al dente. Når den er færdig, og jeg dræner vandet fra, gemmer jeg en sjat af kogevandet.

- Hvidløg hakker jeg fint, og oliven hakker jeg groft. Fennikel snitter jeg i helt tynde strimler og tomaterne skærer jeg i grove tern. Bruger du små tomater, kan du nøjes med at halvere dem.

- Krydderurterne hakker jeg groft.

- Jeg varmer smør op i en rummelig gryde ved middel varme, hvorefter jeg tilsætter hvidløg og oliven, som jeg lader stege i et minut eller to, til det begynder at dufte skønt.

- Jeg kommer balsamicoeddike i gryden og lader den fordampe.

- Jeg tilsætter nu fennikel og tomat, som jeg lynhurtigt vender i smørret.

- Jeg vender den færdigkogte pasta samt en sjat (omkring 0,25-0,5 dl) kogevand i retten. Herefter skuer jeg godt op for varmen på komfuret og lader retten samle sig under konstant omrøring i et lille minut. Er retten tør kan du tilsætte yderlig en sjat kogevand eller en klat smør.

- Jeg tager gryden af varmen og vender med det samme krydderurterne i. Til slut smager jeg til med salt og peber.

- Jeg anretter pastaen i dybe tallerkner eller på et stort serveringsfad. Burattaen fordeler jeg ud over retten, hvorefter jeg drypper en generøs mængde olivenolie ud over og topper med mere friskkværnet sort peber og eventuelt lidt frisk basilikum.

Comments


bottom of page