En sen aften i starten af sommeren, den tid på året hvor sol og varme briser breder sig over det ganske land, stod jeg i mit køkken og kokkererede. Aftensolen faldt ind af vinduet og lagde sig i et orange skær hen ad køkkengulvet. I gryden boblede vandet og på panden stegte jeg hvidløg, timian og salvie - det afgav en skøn duft som fyldte hele køkkenet. Pasta i fed og salt smør, frisk og sprød asparges, aromatiske krydderurter og fyldig ost skulle snart ligge på min tallerken, og til lyden af motown jazz og fulgekvidder svang jeg på en varm pande retten sammen. Pastaen her er i den grad indbegrebet af sommer, og den bør nydes til fulde i starten af sommeren, hvor aspargessæsonen endnu er spæd og dagene lune og lange.
Tid: ca. 25 min / til 2 pers.
Ingredienser
250 g pasta
6-8 grønne asparges
2 fed hvidløg
Et par gode kviste citrontimian
En håndfuld friske salvieblade (8-10 stk)
Skal og saft fra en citron
50 g smør
Salt & friskkværnet sort peber
En smule parmesan, parmigiano eller andet i den dur (Copenhagen Goat Milk har en langtidsmodnet gedeost, som også er pænt fantastisk til formålet)
Vilde urter (her brugte jeg ager vikke)
Fremgangsmåde
- Jeg koger til start min pasta, til den er al dente. Når pastaen er færdigkogt, og jeg hælder vandet fra, gemmer jeg en lille kop pastakogevand til eventuel brug senere i opskriften.
- Det seje og fiberrige endestykke skærer jeg af mine asparges, hvorefter jeg deller dem i 3-4 stykker, afhængigt af deres størrelse. Jeg skærer aspargesen på skrå, det synes jeg ser så fint ud!
- Aspargesen blancherer jeg nu ved at komme dem i spildkogende vand i et minuts tid. Inden at de er helt færdigtilberedte, men derimod endnu er en smule for sprøde, fisker jeg dem op og kommer dem i iskoldt vand, så de ikke tilbereder videre, efter jeg har taget dem op af det kogende vand.
- De blancherede asparges griller jeg så de får flotte mørke riller, det tager ikke meget mere end et par minutter. Har jeg alligevel grillen tændt, er det jo oplagt at bruge den, ellers griller jeg dem på en glohed grillpande.
- Hvidløg, citrontimian og salvie hakker jeg fint. Skallen fra citronen river jeg, her sørger jeg selvfølgelig for kun at rive den yderste gule del af citronskallen, da det hvide er meget bittert. Herefter halverer jeg citronen og presser saften ud af den.
- Jeg smelter mit smør i en gryde, som er stor nok til at rumme både pasta og asparges. Idet smørret er varmt, tilsætter jeg hakket hvidløg, citrontimian, salvie og citronskal, som jeg kort steger af, hvorefter jeg straks tilføjer den kogte pasta og de grillede asparges. Jeg vender minutiøst det hele sammen og tilsætter citronsaft og eventuelt en smule af pastakogevandet fra tidligere, vis retten er for tør. Jeg lader det koge sammen i et minuts tid, hvorefter jeg tager retten af varmen og smager til med salt og peber.
- Jeg anretter pastaen i dybe tallerkener, river flager af min parmesan som jeg drysser over retten, topper med vilde urter og kværner afslutningsvist lidt mere sort peber ud over.
Comentarios