top of page

Jordskokkesuppe

Caroline Lambert

En af de grøntsager jeg her i vintermånederne priser mig lykkelig for er jordskokken. Dens komplekse, runde, fyldige og lidt nøddeagtige smag gør sig perfekt i en suppe, da jordskokken i sig selv bidrager med så mange nuancer. Dog er en god omgang krydderurter samt en sjat fløde og en generøs klat smør essentielt for en smagfuld og afbalanceret suppe. Og hvad er egentlig bedre end suppe, når vejret er koldt og gråt?


Arb. tid: ca. 25 min / tilberedningstid: minimum to timer / til fire pers.


Ingredienser

450 g jordskokker

225 g kartofler

2 løg

2-3 fed hvidløg

En god håndfuld krydderurter (f.eks. timian, rosmarin, oregano)

Skal og saft fra en citron

God smagsneutral olie (evt. raps)

250 ml piskefløde

150 ml vand

Salt & peber

En generøs klat smør


Fremgangsmåde

- Rens jordskokker og kartofler for jord og snavs.

- Skær evt. jordskokker og kartofler i halve afhængigt af størrelsen.

- Hak løg og hvidløg, pluk urterne vis stilkene er grenede og riv citronskalen fint, sørg for kun at rive den yderste gule del af citronskallen, da det hvide er meget bittert.

- Vend jordskokker, kartofler, løg, hvidløg, krydderurter og citronskal med en generøs mængde olie. Kom det hele i en stegeso (eller til nøds et ildfast fad beklædt med staniol) og bag under låg ved 175 grader varmluft til grøntsagerne er møre. Det tager cirka 1-1½ time.


- Når grøntsagerne er færdigbagte kommes de i en gryde og overhældes med fløde og vand.

- Bring i kog og blend så suppen cremet evt. med en stavblender. Tilsæt mere vand vis suppen er for tyk.

- Smag suppen til med citronsaft, salt og peber og rund af med en god klat smør.

- Anret i skåle eller dybe tallerkner og top f.eks. med ristede nødder og kerner, bacon, cremefraiche, urteolie eller andet godt. Nydes bedst med godt surdejsbrød!

Comments


bottom of page