top of page

Honningglaserede gulerødder m. sumak, hindbær & gedefriskost

Caroline Lambert

I Danmark og resten af Europa kan man i i grøftekanter finde vild gulerod - hvoraf de forædelede gulerødder, som vi kender dem nu, udspringer. I hvert fald siden år 3000 f.Kr. er guleroden blevet dyrket og forædlet, til start i det område vi i dag kalder Afghanistan. De først dyrkede gulerødder var efter sigende violette. Senere blev de kultiveret, og de hvide, gule og røde varianter blev gængse. I oldtidens Grækenland samt antikkens Rom kendte man også til guleroden, men først omkring 1100-tallet begyndte rodfrugtens indtræden at sprede sig til det øvrige Europa. I 1500-tallet bragte hollandske bønder guleroden med til Danmark, da de af Christian 2., for at opdyrke jorden på Amager, blev hidkaldt til landet. Gulerødder blev af den grund længe kaldt Amagerrødder.

I 1500-tallets Holland begyndte man derudover at fremavle den i dag almene orange gulerod, vis farve skyldes rodens indhold af betacaroten, et naturligt farvestof samt et forstadie til A-vitamin.


Gulerødder er relativt bitre men også søde og skønne. For at underbygge sødmen i roden er den her glaseret op i honning, som også bidrager med komplekse smagsnuancer. Hvidvinen, som jeg déglacerer med, samt hindbærrene giver retten syre. Sumak er et i det nordiske køkken overset krydderi, som laves ved at tørre og støde små, røde, lurvede bær af samme navn som krydderiet selv. Det benyttes jævnt meget i Mellemøstlig madlavning, og smagen er let bitter, utrolig aromatisk og syrlig - derfor understøtter sumak hindbærrene perfekt. Fylde og umami får retten fra gedeosten. Spis med fordel godt surdejsbrød til! Velbekomme.


Tid: ca. 25 min / til 2 pers.


Ingredienser

250 g nye gulerødder

Smagsneutral olie

1 spsk honning

25-50 g smør

0,5 dl hvidvin

En lille håndfuld hindbær

En god kvist frisk mynte

En kvist frisk oregano

En lille håndfuld hasselnødder

En smule frisk salat

ca. 75 g gedefriskost (jeg bruger en fra Copenhagen Goat Milk eller Vita Mundo fra Tebstrup Gedeosteri)

God olivenolie

1 tsk bipollen

1 tsk stødt sumak

Havsalt & friskkværnet sort peber


Fremgangsmåde

- Gulerødderne vasker jeg for jord og skidt, hvorefter jeg knækker eventuelle gulerodstoppe af. Jeg flækker gulerødderne på tværs, vis de er store.

- På en pande varmer jeg en lille sjat olie op og kommer gulerødder samt honning og smør på panden. Når smørret syder, og honningen begynder at boble og karamellisere let, tilsætter jeg hvidvin, som jeg lader fordampe. Jeg steger gulerødderne ved svag varme, til de er møre, det tager 10-20 minutter. Jeg holder hele tiden øje med panden, da honningen hurtigt kan brænde på, vis panden bliver for varm.

- Hindbærende halverer jeg, mynten snitter jeg fint, oreganoen plukker jeg, og hasselnødderne hakker jeg groft.

- I bunden af dybe tallerkner eller på et enkelt stort fad anretter jeg salaten, hvorpå jeg placerer de stegte gulerødder. Jeg smuldrer gedefriskosten på, drypper lidt olivenolie ud over og topper med hindbær, mynte, oregano, hasselnødder, bipollen og sumak. Til slut drysser jeg havsalt over retten og kværner en god del friskkværnet sort peber på.

Comments


bottom of page