I midsommeren er min baghave altid frodig og fin! Langs det gule hus og henover de slidte brosten gror grønne planter og spirende blomster. Den lille have er tilgroet og prydet af lavendel, klematis, høstanemone og stokrose. Men bedst af alt er uden tvivl de søde og saftige bær. Hvert år laver jeg en god mængde marmelade, så jeg kan fryse en del ned og tage lidt sommer frem, når dagene atter bliver kolde og mørke. Allergladest er jeg nok for hindbærret som netop spiller hovedrollen i marmeladen her. Ribsene bidrager med syre, og ud over det har jeg valgt at lade bærrene tale for dem selv, i al' deres pragt.
Hindbærret er botanisk set ikke et bær men en flerfoldsfrugt, med andre ord en frugt som er dannet af flere sammenvoksede frugter, i hindbærrets tilfælde stenfrugter. En stenfrugt består af saftigt frugtkød med en i midten hård kerne som eksempelvis kirsebær, abrikoser og nektariner gør. Faktisk er hver lille bule på hindbærret en lille bitte stenfrugt i sig selv. Et andet godt eksempel på en flerfoldsfrugt er brombærret, som botanisk set ligner hindbærret til forveksling.
Inde i kernen i hvert af hindbærrets stenfrugter gemmer sig et frø. Frøet her indeholder store mængder linolsyre, som er en omega-6 fedtsyre, altså en af de tre essentielle umættede fedtsyrer som er nødvendige, for at vores krop kan fungere, men som vores krop ikke er i stand til selv at producere, og som mennesket altså skal have gennem kosten. For at få adgang til frøet og dens næringsindhold skal kernen, som er opbygget af cellulose, nedbrydes. Menneskekroppen er desværre ikke i stand til at nedbryde cellulose, og kernen skal altså knuses med hånd- eller maskinkraft, vis vi vil nå frem til linolsyren. Til gengæld kan nogle dyr samt mikroorganismerne i jorden nedbryde cellulose, og netop sådan har hindbærret formeret sig. Kernerne er blevet spredt, hvorefter dyr eller mikroorganismer har nedbrudt cellulosen og et frø er derved blevet plantet!
Det vilde skovhindbær har formegentlig dets oprindelse i det østlige Asien, hvorfra det har spredt sig til Vestasien, Nordamerika Og Europa. Er man heldig kan man i hegn, krat og lysninger i de danske løv- og nåleskove finde skovhindbær, som smager en smule mere intenst og aromatisk end havehindbær. Havehindbærret opstod i middelalderen, hvor man, især i klosterhaver, begyndte at dyrke og kultivere hindbærret. Det lyserøde bær blev anvendt medicinsk, og et afkog af blade og rodskud blev brugt imod diarré, hoste, feber og gigt.
Hun-kronhjorten kaldes en hind, og netop heraf har hindbærret fået dets navn. Kronhjorte, og især hunnerne, er særligt glade for det uimodståelige bær. De spiser både bær og plante, og ofte ses det, hvordan hjorte har bidt hindbærgrene af.
Tid: ca. 45 min / til 2 mellemstore glas
Ingredienser
200 g ribs
300 g hindbær
350 g sukker
Saft og skal fra en halv citron
Evt. atamon
Fremgangsmåde
- Til start fjerner jeg ribs fra stilken og skylder dem og hindbær rene for jord og andet snavs.
- Jeg river citronskallen fint og sørger for kun at bruge den yderste gule del af skallen, da den hvide del er meget bitter. Jeg presser derefter saften ud af den halve citron.
- Herefter kommer jeg ribs, hindbær, citronskal, citronsaft og sukker i en gryde og bringer i kog. Jeg lader marmeladen koge ind uden låg ved middel varme i 25-35 minutter. Under indkogningen sørger jeg selvfølgelig for, at marmeladen ikke brænder fast til bunden, men samtidig prøver jeg ikke at røre for meget rundt, da jeg gerne vil holde ribsene hele, så marmeladen får struktur.
- Husk at marmeladen bliver tykkere, når den køler ned, jeg tjekker konsistensen ved at tage lidt marmelade op på en kold ske og lade den køle helt ned.
- Når marmeladen har den konsistens, jeg ønsker, slukker jeg for varmen og lader marmeladen køle ned i køleskabet.
- For at fjerne bakterier skolder jeg mine glas med kogende vand og atamon. Marmeladen kommer jeg på de skoldede glas og opbevarer den efterfølgende på køl. Laver jeg en stor portion stiller jeg oftest en del på frost, hvor marmeladen kan holde i minimum et år uden at blive kedelig.
