
Det er havtornssæson, og det kan tydeligt ses. De små orange bær vokser overalt og er svære ikke at få øje på. Jeg var ude og plukke lidt og lavede efterfølgende denne lækre marmelade.

Denne marmelade er en af den slags, som jeg bare ikke kan få nok af! Havtornens intense syrlighed modspiller abrikosens dybe sødme, og det resulterer i en perfekt afbalanceret smagseksplosion. Vaniljen giver skøn aroma og er uundværlig.
Tid: ca. 25 min / til 2 små glas
Ingredienser
50 g havtorn
250 g abrikos
En vaniljestang
220 g sukker
Saft fra en citron
Evt. atamon*
*Kom atamon i marmeladen for at forlænge holdbarheden. Marmeladen kan også fryses ned.
Fremgangsmåde
- Til start fjerner jeg havtorn fra stilke, så jeg kun har bærrene tilbage. Marmeladen bliver allerbedst, hvis havtornen er helt moden, det kan dog være svært at fjerne bærrene fra stilken, uden at de splatter ud. Derfor fryser jeg tit havtornen ned og tager efterfølgende bærrene af stilken, mens de er frosne.
- Jeg skærer abrikoser i mindre stykker. Jeg kan godt lide at skære dem i ottendedele både, på den måde får marmeladen lidt mere struktur.
- Vaniljestangen flækker jeg og skrabber kornene ud.
- Citronen halverer jeg, hvorefter jeg presser saften ud af den.
- Jeg kommer havtorn, abrikos, vaniljekorn, den tomme vaniljestang, sukker og citronsaft i en gryde som jeg bringer i kog. Jeg lader marmeladen koge ind uden låg ved middel varme i 10-15 minutter. Under indkogningen sørger jeg selvfølgelig for, at marmeladen ikke brænder fast til bunden, men samtidig prøver jeg ikke at røre for meget rundt, da jeg gerne vil holde abrikosstykkerne og havtornen hele, så marmeladen får struktur.
- Husk at marmeladen bliver tykkere, når den køler ned, jeg tjekker konsistensen ved at tage lidt marmelade op på en kold ske og lade den køle helt ned.
- Når marmeladen har den konsistens, jeg ønsker, slukker jeg for varmen og lader marmeladen køle ned i køleskabet.
- For at fjerne bakterier skolder jeg mine glas med kogende vand og atamon. Marmeladen kommer jeg på de skoldede glas og opbevarer den efterfølgende på køl. Laver jeg en stor portion stiller jeg oftest en del på frost, hvor marmeladen kan holde i minimum et år uden at blive kedelig.
Commentaires