Sæsonen for græskar er så småt begyndt, og et af mine absolut favorit spisegræskar er hokkaido. Derfor lavede jeg forleden aften denne skønne græskarsuppe med netop hokkaido. Jeg havde tidligere på ugen købt bacon fra Birthesminde på et marked, og jeg toppede derfor med dette, det gjorde virkelig noget for suppen!
Tid: ca. 50 min / til 2-3 pers.
Ingredienser
To skalotteløg
En kvist rosmarin
Chili efter smag og styrke
En citron
Ingefær efter smag (jeg brugte et stykke på størrelse med toppen af tommelfingeren)
Smagsneutral olie
125 g hokkaido græskar uden skræl
125 g kartoffel
75 g gulerod
2-4 dl vand
150 ml kokosmælk
En lille håndfuld græskarkerner
God kvalitets bacon (den mængde du kunne tænke dig!)
2-4 spsk creme fraiche
Fremgangsmåde
- Hak skalotteløg, rosmarin og chili. Riv citronskallen, sørg for kun at rive den yderste gule del af skallen, da det hvide er meget bittert. Skræl ingefæren og riv den.
- Skræl kartofler og eventuelt og gulerødder og skær hokkaido græskar (husk at skrællen ikke skal med), kartoffel og gulerod i tern.
- Varm en god sjat smagsneutral olie op i en gryde og svits skalotteløg, rosmarin, chili, citronskal og ingefær af, til løgene er bløde og en smule gennemsigtige.
- Kom kartoffel, hokkaido og gulerod i gryden til de øvrige ingredienser og steg til grøntsagerne har taget lidt farve.
- Hæld vand og kokosmælk over så grøntsagerne er dækkede af væske og lad simre under låg ved lav/middel varme, til alle grøntsagerne er møre.
- Rist imens græskarkerne på en tør pande ved middel/høj varme, til græskarkernerne er gyldenbrune og dufter skønt.
- Skær bacon i tern og steg den. Start på en kold pande uden fedtstof og steg ved middel/høj varme.
- Steg kun til baconen begynder at blive gennemsigtig og har afgivet lidt fedt, den bliver sprød så snart den kommer på fedtsugende papir. Steger du til baconen er sprød på panden, vil den være tør og kedelig efter at have været på fedtsugende papir.
- Når grøntsagerne er møre blendes suppen helt jævn for eksempel med en stavblender. Tilsæt det fedt baconen afgav da du stegte den og, hvis suppen bliver for tyk, mere vand.
- Smag til med salt, peber og citronsaft.
- Anret i skåle eller dybe tallerkener og top med creme fraiche, ristede græskarkerner og sprødstegt bacon. Spis med godt surdejsbrød og smør!
Comments