Dahl er en indisk linsegrød og en af mine absolut livretter: Varm, krydret og fuld af smag. Når de kolde måneder melder deres ankomst, er en af mine store glæder at kunne varme mig på en skål dahl. Retten kan uden problemer fryses ned, derfor kan jeg rigtig godt lide at lave store portioner og fryse ned i portionsstørrelser, så har man nem aftensmad stående klar til at blive tøet op.
Jeg kan allerbedst lide at spise dahl med naanbrød, ris, 10% yoghurt og frisk koriander, men den kan også sagtens nydes, som den er.
Arb. tid: ca. 20 min / tilberedningstid: 60 min / til 3-4 pers.
Ingredienser:
Et stort løg
1-2 fed hvidløg
Chili efter styrke og egen præference
En citron
2x5 cm stort stykke frisk ingefær
En sjat smagsneutral olie
150 g gulerod
200 g kartoffel
1 tsk spidskommen
1 tsk stødt koriander
½ tsk gurkemeje
150 g røde linser
350 ml kokosmælk
200 g flåede tomater
Fremgangsmåde:
- Hak løg, hvidløg og chili fint. Riv citronskallen fint - sørg for kun at rive den yderste gule del af skallen, da det hvide er meget bittert. Skræl ingefæren og riv denne.
- Varm en god sjat smagsneutral olie op i en gryde og svits løg, hvidløg, chili, citronskal og ingefær af til løgene bliver bløde og klare. Har du tid til det, kan du stege videre i en halv times tid ved laveste varme - det får sødmen frem i løgene.
- Skær gulerod og kartoffel i mundrette bidder og kom dem sammen med spidskommen, koriander og gurkemeje i gryden. Svits til grøntsagerne får lidt farve.
- Skyl linserne grundigt og kom dem i gryden, vend dem med de øvrige ingredienser.
- Tilsæt kokosmælk, flåede tomater og citronsaft og lad retten simre ved lav varme under låg i mindst 50 minutter - meget gerne længere. Rør en smule i retten undervejs.
- Smag til med salt, peber, chili, citron og rettens øvrige krydderier.
- Server evt. med naanbrød, ris, cremefraiche eller 10% yoghurt og frisk koriander.
Comments